Skip to the content

Om der er et barn mere på vej?

I er virkelig mange der spørger interesseret til om vi skal have flere børn. Og hver gang nogen stiller mig det spørgsmål, så løber det mig koldt ned at ryggen og hårene på mine arme rejser sig. Jeg er stadig enormt skræmt bare ved tanken... 

Jeg synes det er svært. For jeg ønsker ikke for Carl, at han skal være enebarn. Jeg ved, hvor enormt meget glæde jeg har haft af mine egne søskende og det samme ønsker jeg jo for ham. Men holy crab. Jeg får helt ondt i maven ved tanken. Jeg ved at tid, heler alle sår. Og man tilgiver. Jeg tilgiver. Men man glemmer jo ikke, hvad der faktisk foregår -  når man overfor sådan en fødsel forestår. Det sidder stadig dybt inde i mig, dengang Carl blev revet væk fra mig. Jeg har ikke lyst til at opleve noget lignende igen. Risikoen for , at det kommer til at ske er minimal. Det ved jeg godt. Men derfor er der stadig en risiko. Og den minimale risisko tricker min angst. Angsten for ikke at kunne føde - ja for at sige det mildt så var fødslen og tiden efter ikke særlig flot. Jeg kunne jo altså ikke finde ud af at føde et barn. Jeg husker stadig, hvordan jeg fortalte det til min sygeplejerske. Og det er nok også derfor at jeg er en lille smule bang’. 

 

Før jeg fik Carl, drømte jeg om mit eget 7-mands hold. Det er sat en smule i bero... men nu er vi jo ‘heldigvis’ to, om at tage denne hersens beslutning. Og det er nok meget heldigt for mig. For havde jeg været ene og alene om det her - så ville jeg på ingen måde have ‘gidet’ mer’. 

 

Omvendt så sammenligner jeg lidt hele den her angst og fødsels fobi med dengang jeg fik en ordentlig hjernerystelse for nogle år tilbage. Jeg ved godt at tingene ikke kan sammenlignes. Men så alligevel. Så kan man faktisk godt drage en parallel. Jeg var SÅ angst for at skulle stå på ski igen (jeg blev påkørt på en skiferie, mens jeg stod stille på en pist). Jeg får angst, når jeg ikke har kontrol. Ligesom jeg heller ikke havde kontrol over min fødsel. Nu skal det ikke lyde som om, at jeg er sådan en freak som bare kontrollerer og bliver Bent-betjent. Men det er virkelig noget jeg har skulle arbejde meget med. Efter min skiulykke blev jeg anbefalet at tage afsted igen. Det var en kamp at nå toppen igen. Men fandme også en kæmpe sejr. At overvinde angsten. Ikke at lade angsten styre - men i stedet styre angsten. Det er de samme redskaber, som jeg skal bruge når jeg skal overvinde min angst for at føde igen. Samtidig tror jeg også at det er angsten for at miste eller bliver mistet. Det er ikke altid ufarligt at sætte børn i verden. Tingene er fuldstændig ude af ens egen kontrol. Alligevel er der noget inde i mig, der fortæller mig, at jeg nok skal komme derhen. Lige nu er der også bare et lille smule “men”. Men hvad nu hvis jeg bløder mere anden gang? Men hvad nu hvis, at mit andet barn mangler mere ilt end det Carl gjorde? Men og men og men. Omvendt er jeg med små skridt på vej. Ikke i rute - men på vej. Bare det at jeg overhovedet så meget som kan overveje at tænke tanke - det må være første skridt på min vej. 

 

KYS fra mig