Skip to the content

Min fødselsberetning 2/3

 

 

Andet afsnit af min fødselsberetning. Det første afsnit kan du læse her. 

Jeg fødte Carl kl. 00.10 og nåede kun at have ham liggende på mit bryst i en meget kort stund – før han blev revet væk fra mig igen. Der kom endnu 2 læger stormene ind på stuen. Jeg blødte helt ustyrligt (jeg endte med at tabe lidt over 2 liter blod). De stod og tævede løs på min mave i en time for at få min livmoder til at trække sig sammen. Tårerne trillede ned af kinderne på mig. Det var, som om jeg ikke forstod, hvad der foregik. Jeg kunne ingenting høre. Som at se en film uden lyd, som bare rullede forbi. Jeg nærmest hellere havde født et barn mere.

Jeg fik lagt endnu et drop med noget medicin, som skulle prøve at stoppe min blødning. Jeg fødte moderkagen – og blødte stadig helt ustyrligt. Der var en på stuen, som alene havde til opgave at stå og råbe til de andre: ”Vi er nu oppe på 1800 ml – det skal gå lidt stærkere nu”, også tævede de ellers bare videre på min mave. Lægerne prøvede at byde op til dans, men min livmoder ville på ingen måde danse med.

Sideløbende med mig blev Carl undersøgt. Han var helt sort, da han kom ud, fordi han havde manglet ilt under fødslen. Derudover havde han fået fostervand i lungerne, så de blev nødt til at løbe afsted med ham på børneafdelingen og få hans lunger suget. Overlægen spurgte Christian, om han ville med, eller blive hos mig. Jeg glemmer aldrig, hvordan han kiggede på mig helt opgivende. Han ville ikke tage det valg. ”Hvad synes du, Cille? Har du brug for mig her?” Spurgte han. For mig var der intet at rafle om. Han skulle tage med Carl, han kunne ikke være noget for mig på det her tidspunkt alligevel. Samtidigt med at jeg fik det sagt, var de væk.

Der lå jeg så. Alene sammen med 8 andre hvide kitler. Da jeg havde tabt 2 liter blod, besluttede de sig for at køre mig til operation. Jeg blev lagt over i en seng, også fløj vi ellers afsted. Imens vi var i elevatoren, fik jeg grøn hue og noget andet tøj på – elevatoren stoppede – jeg blev kørt ud i en aller helvedes fart, også løb de ind med mig på operationsgangen. Jeg var så rundt forvirret, at jeg ikke rigtig nåede at opfange, hvad der lige var sket. JEG VAR BLEVET MOR?! Alting var gået så usandsynlig hurtigt. Da jeg kom ned på operationsgangen, fik jeg lagt endnu en blokade og et andet drop, og på ingen tid var jeg lammet fra navlen og ned.

Jeg græd. Jeg har aldrig i mit liv været så pisse hamrende bange. Der var ingen, der kunne give mig noget information på det her tidspunkt. Lægernes primære opgave var at få stoppet min blødning, der var ikke tid til at trøste mig. Så lå jeg der, som nybagt mor på operationsbordet i 3,5 fucking, stive timer og tude hamrende brølede. Jeg havde ikke ondt i hvert fald ikke fysisk. Men mit hjerte blødte. Jeg ville se min baby. Og det skulle være NU! Da jeg havde ligget på bordet omkring en time, råbte jeg til narkoselægen, at han måtte gøre noget for mig. Jeg havde brug for noget, der kunne holde ALT ude. Stemmer og lyde ud… Jeg bad ham om at gå ud og finde noget musik eller nogle høretelefoner. Jeg kunne ikke klare så meget som ET MINUT længere. Og lad mig sige det sådan, det var ikke et spørgsmål, jeg kom med, det var nærmere en ordre, som jeg på det her tidspunkt fik fremstammet. (Jeg kunne aldrig drømme om at tale til nogen på den måde, som jeg gjorde den nat, men jeg var så bange, ked af det, desperat og magtesløs). Jeg tror ikke, at han var i tvivl om, hvor traumatiserende det var for mig. En sygeplejerske forlod i hvert fald stuen og kom tilbage med en lille højtaler, som kunne spille lidt for mig. Så kunne jeg ligge der og høre på nogle fugle, som kvidrede, mens jeg kunne se to små, grønne hatte mellem mine ben og forskellige instrumenter på en sølvbakke. Indtil de begyndte at sy. Så var det kun nål og tråd, som jeg kunne ane i det fjerne. Jeg havde fået en rift på livmoderen, som skulle sys sammen. Udover at blive syet sammen (indvendigt såvel som udvendigt) fik jeg lavet en udskrabning, lagt en bakri ballon, og en masse bandage, som skulle danne en form for vakuum, det var på den måde, at de fik kontrol med blødningen igen.

 

Omkring klokken 04.30 blev jeg kørt til opvågning, hvor Christian ventede på mig….. Det er svært for mig, også her 2 måneder efter at sætte ord på, hvad der gik igennem min krop, da jeg kom ind på den opvågningsstue. Dørene gik op, og dér stod Christian – uden Carl. ”De beholder Carl på børneafdelingen lidt endnu. Men han sover, så han ved ikke, at vi er væk”, sagde han. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg rystede stadig som et lille espeløv. Jeg græd og græd. Jeg var fuldstændig utrøstelig. Følte mig som verdens dårligste mor, der ikke kunne tage vare på sit eget barn. Sygeplejersken kom hen til mig og spurgte, om jeg ville have en filur is. ”En filur is?! Ellers tak, jeg skal bare køres på børneafdelingen, så jeg kan få hentet mit barn, og så skal vi hjem”. Jeg var nærmest begyndt at tage iltmasken ud af næsen og rejse mig op, da Christian sagde til mig, at jeg blev nødt til at slappe lidt af. ”Det hele er overstået, og nu er der kun gode ting tilbage, det lover jeg”, sagde Christian. Jeg prøvede virkelig at se alting på den lyse side, selvom det var pisse hamrende svært – jeg mener det, jeg prøvede alt det bedste, som jeg havde lært. Men det var bare, som om at alting pludselig blev en lang tåge af ligegyldighed. Det ENESTE, jeg ville, var at se MIT barn.

Omkring klokken 06 blev vi kørt tilbage til børneafdelingen. Christian gik ved siden af og holdte mig i hånden hele vejen. Nu skulle jeg endelig se Carl igen. Jeg havde jo for fanden kun set ham i, et par minutter før han fløj ud af døren på fødestuen. Ligeså hurtigt som han kom, ligeså hurtigt, var han væk igen. Jeg får stadigvæk ondt i maven ved tanken. Min seng blev rullet ind på Carls stue, hvor han lå i en lille kuvøse sammen med 5 andre små, bitte babyer. Der var ikke et øje. Kun en fastvagt, 5 små babyer, Carl, Christian og jeg. Jeg fløj op af sengen, så jeg kunne komme over og tage ham op til mig. Jeg skulle endelig holde ham for første gang. ”Du må ikke bære Cecillie, jeg kommer med ham til dig”, sagde sygeplejersken. Endnu et nederlag. Ja, det var et kæmpe nederlag for mig ikke at kunne bære sit eget barn. (Og så sidder du måske, og tænker – nederlag? Hvad mener hun med det? Og det skal jeg lige nøjagtig fortælle dig: Følelsen af utilstrækkelighed.)

 

Og der lå vi så. Sammen, alle sammen igen. Genforenet som den lille bitte familie. Tågen lettede. Og jeg græd lidt igen.

Jeg fik kærligheden i øjnene, og den gjorde mig blind.

Så kære Carl, nu jeg siger det igen – præcis, som jeg skrev det ugen efter, at vi kom hjem: ”Kære Carl. Kæreste lille CC. For dig er der ingen regning. Al smerten er tilgivet. Alt er forladt. Os tre. For altid og for evigt. Jeg hyler, og jeg lever.”

Sidste del af min fødselsberetning kommer på bloggen i næste uge – jeg blev nemlig opereret igen, kort tid efter at vi var kommet hjem.

 

Xx, Cille

Instagram